|
|
||
|
|
Flyvestation Vandels historie Fliegerhorst Vejle [Vandel] 1943 - 1945 Hvorfor en flyveplads i Vandel? Året var 1943, 2. verdenskrig havde raset i 4 år, de tidligere så sejrrige og hurtigt fremrykkende tyske tropper var nu blevet stoppet og de allierede pressede dem på alle fronter. Den 29. august gik den danske regering af og landets ledelse overgik til Scavenius’ departementschefstyre. De allierede var begyndt at gengælde de tyske terrorbombninger af England, specielt London, med bombninger af de tyske storbyer. Flere af de allieredes bomberuter mod Berlin gik gennem dansk luftrum, derfor og fordi tyskerne kendte til engelske planer fra 1. verdenskrig, som gik ud på at angribe tyskland fra nord via en landgang i Jylland, ønskede tyskerne et stærkt luftforsvar i Jylland. Udover de allerede aktive flyvepladser i Ålborg og Karup blev bygningen af 3 nye igangsat. En ved Haderslev, en ved Tirstrup, og endelig en ved Vandel kaldt: Fliegerhorst Vejle. I sensommeren 1943 ankom en afdeling tyske pionersoldater til Randbøl. De gik straks i gang med at lave jordbundsundersøgelser i området omkring Vandel. Nyheden løb hurtigt i lokalsamfundet og inden længe mente rygterne at vide, at det var en flyveplads, der skulle anlægges. De tyske myndigheder, dvs. General der Luftwaffe in Dänemark, havde udset sig et område på 6.000 tdr. land til anlæggelsen af flyvepladsen. Ekspropriationen af de 6.000 tdr. land (3.333,18 ha) kostede den danske stat næsten 5,5 millioner kroner, i erstatning til de eksproprierede familier. Der blev i alt beslaglagt 88 landbrugsejendomme, 78 beboelsesejendomme, 10 andre bygninger (skoler, missionshuse m.v.) samt 15 ubebyggede grunde. Umiddelbart efter jul, den 27. december 1943 blev de første beboere i Vandel sat ud af deres hjem, som følge af eksproprieringen. Op imod 800 mennesker måtte efterfølgende forlade deres hjem. De sidste var ude/forlod deres hjem den 1. juli 1944. Der flytter nye folk ind i Vandel. Efter udflytningen blev der hurtigt indkvarteret 1.240 tyske soldater, de skulle stå for bevogtningen af den enorme byggeplads der også omfattede anlæggelsen af befæstningsværkerne i og omkring Vandel. Det var den tyske byggeorganisation ”Organisation TODT” der forestod byggeriet og arbejdet blev udført af tyske og danske firmaer (se nærmere detaljer i N.M. Schaiffel-Nielsen´s bog ”De tog vore hjem”). På områdets nordøstlige hjørne blev der anlagt en 240.000 m2 stor lagerplads for bygnings-materialer, her lå også byggeledelsens kontor ”Bauleitung Vandel”. Forsyningsvejen for den store entreprise var perfekte, hovedvejen løb tæt forbi lagerpladsen, sandet til støberiet lå i undergrunden og til lokaljernbanen mellem Grindsted og Vejle blev der anlagt et sidespor fra Vandel gennem Bauleitung til en sydlig liggende perron, hvor der senere blev anlagt ammunitionsbunkere. Et af de lokomotiver som kørte på strækningen under besættelsen, og derved transporterede byggematerialerne og dagligt de op imod 700 danske arbejdere fra Vejle til Vandel og retur, står i dag på Jernbane-museet i Odense. Midt i januar 1944 gik man godt en ½ km syd for Vandel by i gang med at rydde et område, 2.060 m langt og 750 m bredt, her skulle startbanen anlægges. Der blev anlagt en 10 cm tyk og 60 m bred betonbane. En betonbane var nødvendig, hvis f.eks. de nye jetfly Messerschmitt ME262A skulle kunne lande på banen. I startbanen og de ca. 8 km rullebane var der indbygget 276 sprængbrønde og 255 spærrebrønde. Begge indretninger kunne fjernudløses og skulle gøre anlægget ubrugeligt som landingsbane for de allierede ved et angreb, hvor man indtager banesystemer og indflyver tropper og materiel og derved får opbygget et brohoved. Sprængbrøndene var anbragt med 68 m mellemrum og skiftevis højre og venstre side af banen. Sprængbrøndenes sprængladninger var så kraftige, at baneanlægget ville blive fuldstændig ødelagt. Spærrebrøndene var anbragt i rækker på 6 på tværs af banen, de var dog ikke kraftigere end at tyskerne hurtigt kunne reparere skaden og få deres egne fly i luften. Den første chef for flyvepladsen var Oberst Erich Kauss, han var lidt af en herre. I montren kan man se fotos af ham på motorcykel og med solbriller. Obersten var soldat til fingerspidserne, og dette kom klart til udtryk da han efter den 4. maj skulle overgive sig. Han ville ikke overgive sig til civilisterne fra modstandsbevægelsen, det skulle være til en embedsmand. Det blev så skovrideren (han havde jo i det mindste også en pæn uniform) men til ham ville obersten kun overgive den civile del af flyvepladsen. Den militære del ville han kun overgive til englænderne. I øvrigt nægtede obersten pure at aflevere sin tjenestepistol, det skete først langt senere. (fortsættes)
Tyske
aktiviteter i Fitting, Nørup, Randbøl, Vandel og Vingsted
1940-1945 |
|